Racisme er ikke for børn

Racisme gør ondt og giver ar for livet. Hver fjerde elev i 6. og 9. klasse har oplevet mobning på grund af deres etnicitet*. Skriv under og kræv handling imod racisme nu.

Vi behandler dine oplysninger sikkert. Du vil høre fra os via e-mail, sms, telefon og annoncer om vores aktiviteter, indsamlinger og medlemshvervning, som du altid kan framelde dig via medlemsservice@ms.dk. Vi indsamler informationer til analyser og til at forbedre vores kommunikation med dig. Læs mere i vores datapolitik her.

20.23%
2023 HAR ALLEREDE SKREVET UNDER

Racisme gør ondt og giver ar for livet. Hver fjerde elev i 6. og 9. klasse har oplevet mobning på grund af deres etnicitet*. Skriv under og kræv handling imod racisme nu.

Racisme er virkelig ikke for børn. Alligevel er der mange drenge og piger i Danmark, som hver dag går grædende hjem fra skole, fordi de får at vide, at de er forkerte på grund af deres hudfarve eller baggrund. 

Regeringen har faktisk lovet en handlingsplan imod racisme i Danmark. Men det er snart tre år siden nu, og de udskyder hele tiden deres egen tidsfrist. 

Tre år er en evighed, når man er barn. På tre år kan et barn lære at læse og regne. På tre år kan et barn også lære, at det ikke hører til. Barndommen former os. 

Det er børnene, der virkelig husker os på, at vi ikke bare kan lade årene gå uden at kræve handling fra regeringen. Men vi skal have tacklet racisme i hele samfundet – fra skoler til arbejdspladser, på sociale medier og i nattelivet.

Skriv under og kræv handling imod racisme – vi kan ikke blive ved med at vente på regeringen.

*svar fra 1.568 elever samlet af Børns Vilkår og Institut for Menneskerettigheder.

Vores politiske krav

Regeringen skal udarbejde og implementere en national handlingsplan imod racisme.  

Der skal være klare initiativer for at bekæmpe racisme imod alle etniske minoritetsgrupper og oprindelige folk i både børne- og voksenlivet.   

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor taler I om racisme imod børn?

Racisme rammer forfærdeligt mange børn i Danmark. Hver fjerde elev i 6. og 9. klasse har oplevet mobning på grund af deres etnicitet, altså på grund af hudfarve, nationalitet, religion eller kultur.

Mere end halvdelen af de adspurgte elever har overværet denne type mobning, men siger også at de ikke har fortalt nogen om det bagefter. Hvis de gør, er det oftest en ven - ikke lærere og pædagoger.

Det viser tal fra Børns Vilkår og Institut for Menneskerettigheder.

Børn er ved at lære at være mennesker. De formes og tager verden ind. De påvirkes og bliver utrygge af de hårde oplevelser, som racisme giver. Det er børnene, der virkelig husker os på, at vi ikke bare kan lade årene gå, imens der stadig ikke bliver sat ind imod racisme i Danmark.

Derfor tager vi udgangspunkt i børnene, når vi taler om racisme. Vi ønsker en indsats, der kan gå imod racisme bredt i samfundet, både når den bliver oplevet af børn og voksne. 

Hvad bør regeringen gøre for at bekæmpe racisme?

Regeringen skal gøre det, den har lovet for snart tre år siden: Udarbejde og implementere en virkningsfuld handlingsplan imod racisme i Danmark.

Det er vigtigt, at processen foregår i samarbejde med og for dem, der oplever racisme. Planen skal dække alle minoritetsgrupper i Danmark, herunder dem vi ved er de mest udsatte grupper: Jøder, muslimer, inuit og afrodanskere.

Sammen med de andre stærke organisationer i alliancen Sammen mod Racisme i Danmark har vi udarbejdet 8 anbefalinger til regeringens handlingsplan mod racisme. Dem kan du læse her.

Vil du dykke ned i detaljerne, kan du læse rapporten "Sammen imod Racisme", hvor alliancen giver et bud på en samlet handlingsplan imod racisme. Vi gennemgår, hvordan vi sammen kan bekæmpe racisme lokalt og på tværs af sektorer.

Hvad bør regeringen gøre for at bekæmpe racisme imod børn?

Vi ønsker en samlet handlingsplan imod al racisme i Danmark. Læs vores forslag til en plan her.

Her fremhæver vi fire forslag, som kan mindske racisme specifikt imod børn:

Retningslinjer om racisme og anti-racisme strategier 
For at komme racisme til livs bør alle skoler og uddannelsesinstitutioner lære at håndtere og modarbejde racisme. Det gælder både lærere og elever. Det skal give et styrket fokus på hverdagsdiskrimination inklusiv ubevidst forskelsbehandling, minoritetsstress, forventningsfattigdom, håndtering af egne fordomme, mm.  

Pensum om Grønland og kolonihistorien  
Der styrkes undervisningsmateriale, som indbefatter Rigsfællesskabet og Danmarks kolonihistorie samt afkolonisering, hvor oplysning om Grønland og oprindeligt folks historie og kultur indgår.  

En uge hvert år med fokus på antidiskrimination 
En landsomspændende uge for skoler og uddannelsessteder, der fokuserer på antidiskrimination og racisme igennem workshops, øvelser og undervisning. 

Mangfoldighedspuljer og fripladser  
Skab puljer, der bidrager til at alle uanset økonomisk formåen har mulighed for at komme på efterskole eller højskole. Reservér fripladser og støt aktiviteter - fx udflugter, lejrskoleophold og studieture til elever fra familier, der ikke har tilstrækkeligt økonomisk råderum.  

Eksisterer der racisme i Danmark?

Ja, racisme eksisterer desværre i høj grad i Danmark. 

84 procent af alle minoritetsetniske personer angiver, at de har oplevet diskrimination eller fordomme på grund af deres etniske baggrund. Det viser tal fra Institut for Menneskerettigheder.

Siden 2012 har Udlændinge- og Integrationsministeriet udgivet et integrationsbarometer, der blandt andet måler oplevelserne af  diskrimination. Tallene i barometeret viser en tydelig tilstedeværelse af racisme i Danmark over årene.

Racisme giver sig også til udtryk via hadforbrydelser, hvilket politiet laver en årlig opgørelse over. Et flertal af dem er registreret som havende et racistisk motiv.

Videnskab.dk har lavet en god artikel, der beskriver og dokumenterer den strukturelle racisme i Danmark med links til en lang række undersøgelser.

Vi kunne fortsætte listen, men hovedpointen er klar: Ja, der er racisme i Danmark, og det er blevet dokumenteret gang på gang af mange forskellige kilder.

Hvad gør Mellemfolkeligt Samvirke for at bekæmpe racisme?

Hos Mellemfolkeligt Samvirke arbejder vi for et endeligt opgør med racisme og diskrimination af mennesker med etnisk minoritetsbaggrund.

  • Vi leverer indsigter og argumenter til politikere, så vi kan påvirke lovgivningen.
  • Vi samler underskrifter, så politikerne også kan se, at der er et ønske om forandring i befolkningen.
  • Vi står bag demonstrationer, oplysningskampagner, debatarrangementer og tager del i den offentlige debat om anti-diskrimination.
  • Vi samarbejder med organisationer, lærere og virksomheder om at ændre de forhold, der skaber ulige muligheder i Danmark. 
  • Vi afholder workshops om privilegier, social ulighed og strukturel racisme for skoleklasser i hele Danmark.
  • Vi arbejder med unge i såkaldte “udsatte boligområder” for at give dem indflydelse og mulighed for selv at skabe de positive forandringer, de ønsker for sig selv og andre.

Hvorfor beder I om telefonnummer?

Støtte og donationer fra mennesker som dig er altafgørende for vores arbejde. Derfor vil vi rigtig gerne ringe til dig og spørge, om du har lyst til at blive medlem. Vi vil også ca. én gang om måneden sende dig en SMS, der giver dig mulighed for at støtte vores arbejde.

Vi ved, at hvis vi ikke spørger, får vi ikke flere medlemmer. Derfor er det ikke muligt at afgive din underskrift uden et telefonnummer. Du kan dog altid frabede dig opkald og SMS'er ved at skrive til medlemsservice@ms.dk.