Film & Talk: Pipeline
Kom til visning og samtale med udgangspunkt i dokumentaren Pipeline, der følger oliesporene fra Danmark til Uganda og sætter fokus på konsekvenserne af East African Crude Oil Pipeline (EACOP) for mennesker, lokalsamfund og miljø. Arrangementet præsenteres i samarbejde med Climate Justice Days.
Mens verden taler om grøn omstilling, sker der ting i Uganda. Her vil den franske oliegigant, TotalEnergies, udvinde mere olie. Med en række olieboringer og en 1.443 km lang olierørledning, EACOP (East African Crude Oil Pipeline), vil TotalEnergies sende Uganda ind i en fossil afhængighed, der både accelerer klimakrisen og bryder med basale menneskerettigheder.
Tre danske aktivister rejser til Uganda for at undersøge byggeriet af den enorme olierørledning og dokumentere de alvorlige konsekvenser, som TotalEnergies prøver at skjule. De har nemlig fundet ud af, at 1,3 millioner danskere tjener penge på projektet - de fleste uden at vide det. Danmarks største kommercielle pensionskasse PFA, har nemlig store summer investeret direkte i TotalEnergies.
Aktivisterne følger olierørets konstruktionsspor gennem landet og møder alt fra bønder, som mister deres landbrug til aktivister i storbyerne, der kidnappes, når de kritiserer projektet. Rejsen ender helt inde i hjertet af Ugandas nationalpark, hvorfra olien pumpes.Ved deres hjemkomst til Danmark afkræver aktivisterne PFA en forklaring.
Efter filmen inviterer vi til en samtale med to af filmens centrale stemmer: Caroline Bessermann, dansk klimaaktivist og medskaber af filmen, og Nyombi Morris, ugandisk klimaaktivist. Sammen deler de deres perspektiver på filmen og EACOP og sætter fokus på de mennesker og lokalsamfund, der lever med konsekvenserne af projektet. Samtalen vil også handle om olieudvindingens konsekvenser for miljø og levevilkår i Uganda, og om kampen for klima og menneskerettigheder i forbindelse med EACOP.
Arrangementet er en del af Climate Justice Days. Se det fulde program
*Climate Justice Days er støttet af Nørrebro Lokaludvalg og den Europæiske Union med tilskud fra Europa-Nævnet. Dets indhold er udelukkende Mellemfolkeligt Samvirkes ansvar og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions synspunkter.*






