Billede
En kvinde med Georgisk flag svøbet om sig, en mand med EU flag svøbet om sig
Fotobyline
Foto: William Vest-Lillesøe

William Vest-Lillesøe: Rusland vandt valget i Georgien – kampen er ikke slut endnu

Hvad gør man når et parti, der grundlæggende har lovet at afvikle demokratiet, tilsyneladende vinder absolut flertal i ens land? Det er det helt ufattelige dilemma, som Georgiens befolkning står i efter weekendens parlamentsvalg.

Regeringspartiet Georgisk Drøm har i løbet af få måneder indført lovgivning, der de facto kan betyde døden for landets civilsamfund, forbyder ethvert synligt tegn på LGBT+ personer, afskaffer kønskvoter for flere kvinder i politik og muliggør omgåelse af økonomiske sanktioner mod f.eks. Rusland. Og så har regeringspartiets grundlægger – landets rigeste mand, der har tjent sin formue i Rusland – lige inden valget lovet at forbyde oppositionspartierne.

Så hvad nu? Skal man som borger i et land, der indtil for et år siden blev set som et demokratisk forbillede i regionen, bare se til mens ens frihedsrettigheder tages fra en? Og Rusland strammer sit greb om det land man elsker og som de har besat dele af i årtier?

Landets præsident Salome Zourabishvili, der i dag står i stærk opposition til Georgisk Drøm, nægter at give op. Siden valget har hun opfordret befolkningen til at protestere mod hvad hun kalder ”en russisk specialoperation”, der har ”stjålet valget”. Samtidig har samtlige oppositionspartier nægtet at indtage deres valgte sæder i parlamentet i protest.

Der har været talrige eksempler på valgsvindel i mindre grad – mange videoer florerer på sociale medier – og nu har flere valgobservatører og organisationer også indikeret at de ser tegn på et større komplot, der skulle have sikret Georgisk Drøm flertallet. Uanset om det er sandt eller ej er det svært at argumentere for, at perioden op til valget foregik helt frit og fair. Landet har siden foråret været plastret til med millioner af plakater, der hænger civilsamfundsrepræsentanter og oppositionsledere ud med beskyldninger om at ville smadre Georgien og være styret af ”Det Globale Krigsparti” – en konspirationsteori, der siger at vestlige lande skulle ønske at starte en krig mellem Georgien og Rusland for at svække Rusland i Ukraine. Og så har der været ulovlig indsamling af personlige ID og personlig info, trusler og pres på offentligt ansatte.

Især mange unge kvinder og minoritetsgrupper overvejer nu om de skal kæmpe for demokratiet eller flytte til udlandet. En af mine veninder i Tbilisi fik dagen efter valget en besked fra en ven i Belarus. Vennen spurgte om de ikke havde tænkt sig at protestere – at sige fra overfor den glidebane mod russisk overherredømme, som valget er udtryk for. Min veninde var træt. Træt efter halvandet år med protester og forsøg på at forhindre katastrofen for hendes land – ”vi er ret demotiverede lige nu”, svarede hun. ”Men I har stadig muligheden for at protestere – grib den mens I kan” lød det prompte tilbage. Demokratiet i Belarus er udraderet (for nu), men i Georgien er der stadig håb.

Så de unge, de gamle og alle andre, der stadig tror på en demokratisk og fri fremtid for Georgien gik på gaden igen. Siden valget har der været fredelige protester foran parlamentet med tusindvis af mennesker. De ved, hvad der er på spil. At hvis de bliver hjemme og giver op kan de vågne op i en fremtid uden demokrati.

 

William Vest-Lillesøe arbejder i Mellemfolkeligt Samvirke med ungesamarbejde og aktivisme i Europa.