FN-rapport: Klimakampen kræver handling nu
FN’s Miljøprogram (UNEP) har netop udsendt en skarp advarsel: Uden drastiske skridt her og nu risikerer vi at miste kontrollen over klimakrisen. Hvis vi skal undgå, at temperaturstigningen overstiger 1,5°C, kræver det en samlet global indsats – og det haster. Men sammen kan vi stadig gøre en forskel.
Ifølge rapporten Emissions Gap Report 2024: No more hot air … please! er det nødvendigt, at alle verdens lande kollektivt forpligter sig til at reducere drivhusgasudledningerne med 42 % inden 2030 og 57 % inden 2035. Disse mål skal fastsættes i de næste opdaterede nationale klimamålsætninger, de såkaldte Nationally Determined Contributions (NDCs), der skal indsendes i starten af næste år op til COP30 i Brasilien. Uden denne indsats – og uden umiddelbar handling – vil Parisaftalens 1,5°C-mål være tabt inden længe.
Rapporten advarer om, at hvis ambitionerne ikke øges markant, og vi ikke leverer resultater her og nu, risikerer vi en temperaturstigning på 2,6-3,1°C i løbet af dette århundrede. En sådan stigning vil medføre alvorlige konsekvenser for mennesker, natur og økonomi. FN peger samtidig på, at vi står på tærsklen til COP29 og COP30, hvor verden skal sætte nye, stærke mål og omsætte dem til konkret handling. Vi kan ikke vente længere – jo længere vi venter, desto større og mere krævende bliver de nødvendige tiltag for at holde temperaturerne under kontrol.
FN’s Miljøprogram opfordrer stærkt til, at de største udledere, herunder G20-landene, tager deres ansvar alvorligt og går forrest med konkrete tiltag. Øgede investeringer i vedvarende energi, energieffektivisering og bevarelse af skove er nødvendige for at sikre en fremtid med renere energi og en stabil klode. Det kræver, at vi alle lægger alt i kampen – kun på den måde kan vi skabe de nødvendige forandringer.
Hovedpointerne fra rapporten
- FN forudser, at vi er på vej mod en temperaturstigning på mellem 2,6°C og 3,1°C i dette århundrede – en udvikling med enorme konsekvenser for mennesker, natur og økonomi.
- Uden handling nu vil vi senere være nødt til at skære endnu mere i udledningerne, hvilket gør målet om at holde temperaturstigningen nede sværere at nå.
- De største udledere, især G20-landene, skal gå forrest i indsatsen og hæve ambitionsniveauet.
- Vi har akut brug for investeringer i vedvarende energi, bevarelse af skov og energieffektivisering for at forhindre klimakrisens værste konsekvenser.
Gør en forskel i kampen for klimaet
Vi arbejder for de nødvendige politiske og strukturelle forandringer, som FN efterspørger, vil du være med?
Bliv en del af vores fællesskab – støt vores arbejde, bliv frivillig i klimagruppen, eller deltag i vores årlige Climate Justice Days, hvor vi sammen sætter klimaet i fokus.
Du kan lægge pres på danske politikere for at sikre, at Danmark lever op til sit løfte om klimabistand, og støtte vores indsats for klimaretfærdighed for dem, der er hårdest ramt. Skriv under her.