OLGA EGE: Libanons fald og de unge kvinders kamp

Libanon har for altid sat sig dybt i mig. Fra 2016 til 2019 boede jeg i landet med min mand og vores tre børn, mens jeg arbejdede for en international organisation med fokus på den syriske flygtningekrise. Mit arbejde var primært humanitært, men med en særlig vægt på at styrke unge kvinders lederskab – en rolle, de sjældent får tilbudt, men som de må kæmpe for at indtage. De år har formet mig, de unge kvinders historier og kampe, Libanons skønhed, mangfoldighed og modstandskraft følger mig stadig.

I dag arbejder jeg fortsat tæt med Libanon gennem min rolle hos Mellemfolkeligt Samvirke / ActionAid Denmark, hvor jeg udvikler og monitorerer programmer i et land, der endnu engang er fanget i en alvorlig krise. Og jeg ser stadig, at de unge tager lederskab, viser imponerende modstandskraft og skaber håb for fremtiden også når det ser mørkt ud.

Israels aggresive luftangreb og nu landinvasion i Libanon er en voldsom eskalering af konflikten mellem Hizbollah og Israel og det har enorme konsekvenser for hele landets befolkning. Drabet på Hizbollah’s mangeårige leder Hassan Nasrallah har blotlagt den dybe splittelse i landet. Mens Libanon officielt har erklæret landesorg, er det langt fra alle, der begræder hans død og jeg har venner og tidligere kollegaer der er dybt splittet i dette spørgsmål. 

Hizbollah er en kompleks enhed – på den ene side en militant gruppe og et politisk parti, på den anden side en social bevægelse, der i årevis har ydet sociale ydelser, herunder skolegang og sundhedspleje, særligt til den shiamuslimske del af befolkningen. Men Hizbollah har også udnyttet den politiske ustabilitet til at konsolidere sin egen magt, ofte på bekostning af landets sammenhængskraft og stabilitet og med den seneste eskalering, har Hizbollah nu fået trukket landet ud i en krig med Israel, hvor det endnu en gang er Libanons civile, som betaler prisen og endnu engang er unge kvinder længst nede i hierarkiet.

Den nuværende invasion føles som kulminationen på en endeløs række af ulykker. Hver gang siger mine libanesiske venner og kolleger håbefuldt, at nu må det vende, nu kan det ikke blive værre. Men det bliver værre. Siden 2019 er den libanesiske valuta faldet med næsten 98 %, og inflationen har gjort basale fornødenheder til luksusvarer. Det, der engang var helt almindelige dagligvarer for middelklassen, er nu uopnåeligt. Som hjem for verdens største flygtningebefolkning per indbygger, er presset på landet enormt. Mere end 3,7 millioner mennesker, herunder 1,5 millioner syriske og 200.000 palæstinensiske flygtninge, har akut brug for humanitær hjælp. De mange konflikter, både internt og eksternt, har efterladt et land, der engang var kendt som Mellemøstens Paris, i ruiner.

Nederst i magthierarkiet, øverst i krisens konsekvenser

Som i så mange andre konflikter er det de magtfulde mænd, der trækker i trådene. Nederst i magthierarkiet, der hvor konsekvenserne af krig og undertrykkelse er mest tydelige, står kvinderne – og især de unge kvindelige flygtninge. Syriske og palæstinensiske flygtningepiger og -kvinder står over for en unik og brutal kombination af diskrimination, fattigdom og mangel på basale rettigheder pga. deres flygtningestatus. Det så jeg tydeligt da jeg selv boede i Libanon og det er kun blevet værre siden da, som krisen trækker ud og hjemvenden fortsat ikke er en mulighed for mange. Syriske og palæstinensiske kvinder, der har søgt tilflugt i Libanon, kæmper for at forsørge deres familier i en sammenbrudt økonomi, og står ofte uden nogen form for sikkerhedsnet hvilket betyder diskrimination og overgreb.

Med tusindvis af libanesiske familier, der nu selv flygter nordpå for at undslippe israelernes bombeangreb, bliver de allerede knappe ressourcer endnu mere begrænsede. De humanitære behov stiger, og unge flygtningekvinder finder sig selv klemt mellem gamle og nye kriser.

Den aktuelle konflikt med Israel har intensiveret de unge flygtningekvinders situation og de bliver ikke alene marginaliseret af deres flygtningestatus og køn – de er også fanget i et system, hvor de politiske ledere prioriterer militære alliancer og magtspil over de humanitære behov. I denne sammenhæng bliver unge flygtningekvinder og piger, der allerede er nederst i hierarkiet, usynlige i den bredere diskurs, hvilket understreger behovet for en mere målrettet indsats for at støtte dem i en tid, hvor deres behov er større end nogensinde.

De unge bygger bro

Alligevel ved jeg, hvordan unge i Libanon, trods alt dette, nægter at give op. Både gennem mit tidligere og nuværende arbejde med Mellemfolkeligt Samvirke / ActionAid Denmark ved jeg hvordan unge kvinder tager ansvar og leder indsatsen i deres lokalsamfund for at afhjælpe krisen, uanset hvilken form, den måtte antage. De organiserer hjælpearbejde, bygger bro mellem splittede grupper og gør deres bedste for at opretholde en form for sammenhængskraft midt i kaosset. Deres initiativer viser en ukuelig tro på forandring, en vilje til at kæmpe for det, landets (mandlige) politikere har forsømt. I deres engagement ser jeg en påmindelse om, at håbet om et andet og mere ligeværdigt Libanon lever.

Libanon er i krig. Men det er ikke kun mændene, som er i frontlinjen. Modstanden mod undertrykkelse spirer fra bunden og i den usynlige frontlinje står de unge kvinder – dem, der bærer de tungeste byrder, men samtidig også håbet om en anden og mere fredelig og ligeværdig fremtid. Hvis vi giver dem en stemme, vil vi kunne høre, at Libanon stadig rummer et håb, der fortjener vores opmærksomhed og støtte.