Frivilligt arbejde i udlandet
Vil du opleve hverdagen i en anden kultur? Har du lyst til at udfordre dig selv og dit syn på verden? Bliv volontør og lav frivilligt arbejde i udlandet - i nogle af verdens fattigste lande.
Mellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram, Global Contact, arrangerer frivilligt arbejde i udlandet, hvor du rejser med ud til nogle af verdens fattigste lande. Som frivillig kan du bl.a. undervise i engelsk på en skole i Nepal, oplyse om hiv og aids i Kenya eller hjælpe på et børnehjem i Bolivia. Se de forskellige typer frivilligt arbejde, du kan vælge imellem, her.
BLIV GODT FORBEREDT TIL DIT FRIVILLIGE ARBEJDE
Vi har en lang erfaring med at sende frivillige ud, og vi ved, hvor vigtigt det er, at du er godt forberedt, for at få den bedste oplevelse. Derfor starter alle frivillige med et forberedende ophold på en af vores højskoler ude i verden. Afhængig af, hvor du skal fortsætte dit frivillige arbejde bagefter, starter du enten i Kenya, Zambia, Sri Lanka, El Salvador eller Palæstina. Her vil du, sammen med andre unge, der brænder for at lave frivilligt arbejde i udlandet, blive klædt på til at blive en god volontør. Du kommer ud på en masse udflugter, lærer om kulturforståelse og lokale forhold, laver aktiviteter med de lokale og får sprogundervisning.
BO OG ARBEJD SOM FRIVILLIG I UDLANDET
Herefter fortsætter rejsen til et af de 25 lande, du kan arbejde frivilligt i. Du vil bo og arbejde med en anden frivillig i 8 eller 12 uger. De fleste steder vil du blive indlogeret hos en lokal værtsfamilie, som er en kæmpe oplevelse og en fantastisk måde at komme tæt på kulturen på. I weekenderne har du selvfølgelig fri og kan slappe af eller tage på ture ud og opleve landet, du har valgt at rejse til. Måske mødes du med nogle af alle de andre frivillige, du har lært at kende på højskolen.
EN REJSE, DER ALDRIG SLUTTER
Efter dit ophold som frivillig er endt, inviterer vi dig til hjemkomstweekend i Danmark sammen med alle de andre frivillige. Det er altid et skønt gensyn, hvor der evalueres, hygges og festes. Er du blevet bidt af frivilligt arbejde i udlandet, og vil du være en del af netværket, får du her mulighed for at snuse lidt til de mange muligheder som frivillig i MS.