Tim Whyte: Hvordan genopbygger vi fredens infrastruktur?

Foran FN-bygningen i New York står en skulptur af en pistol med løbet bundet op i en knude. Igennem årtier har skulpturen været det første, der møder alle på vej ind i FN's hovedkvarter. Et ikonisk symbol på globale bestræbelser på at forhindre krige og konflikter. I en tid hvor vi ser historisk oprustning på tværs af Europa er det værd at stoppe op og overveje hvor det arbejde har slået fejl – og hvad der skal til for at gentænke fredens infrastruktur i det 21. århundrede. Vi taler meget om krigene i Ukraine og Gaza. Men det er kun de mest synlige konflikter. I 2024 var der flere krige mellem stater og flere civile dræbt, særligt børn, end i noget andet år siden Anden Verdenskrig. 

Jeg tænkte en del over knuden på pistolløbet for nylig, da jeg var en uge i Nigeria. Landet har i årtier været præget af voldelige konflikter, som desværre er i fare for at blusse endnu mere op nu. Afrikas mest folkerige nation er et land med store økonomiske muligheder, en stærk kulturel selvforståelse og en væsentlig historisk og nutidig geopolitisk rolle i Afrika. Men det er også et land præget af stigende ulighed og økonomisk krise, der kan få alvorlige politiske konsekvenser for hele regionen. 

Jeg kan huske, da Verdensmålene blev vedtaget i 2015 (Kan I huske dem? Dem der en gang prydede virksomheders hjemmesider og politikernes knappenåle som fælles ambition for, hvordan vi skulle afskaffe sult og ekstrem fattigdom og sikre alle børn adgang til skole?) Dengang talte vi om, at Verdensmålenes succes ville blive afgjort i Nigeria, og ikke mindst blandt den enorme ungdomsgeneration, der forventer en bedre fremtid.

Siden da er det gået den forkerte vej i Nigeria. Op mod 20 millioner børn er uden for skole i landet. Det skyldes fattigdom, manglende statslige investeringer i uddannelse og de årelange konflikter flere steder i landet. Men det bidrager også yderligere til de voldsomme konflikter, at så mange unge ikke er i skole, mangler mad og reelle fremtidsudsigter. De seneste år er uligheden og fattigdommen eksploderet, og flere taler nu om en lurende sultkatastrofe. 

Samtidig står det internationale samarbejde ved en korsvej. I de seneste måneder har vi set Trump og Musk forsøge at lukke USAID, verdens største humanitære donor. Det blev hurtigt fulgt op af Keir Starmers udmelding om markante nedskæringer i UK Aid, verdens anden sværvægter inden for bistanden for at gøre plads til militærinvesteringer. Flere andre lande i Europa har også skåret ned på bistanden i de seneste år. Nedskæringerne i USAID alene risikerer ifølge the Center for Global Development at koste op til tre  millioner mennesker livet i år. Og de vil særligt ramme folk fanget i de voksende krige og konflikter i verden.

I det nordøstlige Nigeria, hvor konflikten med Boko Haram langt om længe så ud til at være ved at stabilisere sig, mangler der pludselig penge til at investere i fred og genopbygning eller bare at brødføde de mange internt fordrevne. Vores lokale kollegaer, der har arbejdet under meget svære omstændigheder i årevis, frygter nu, at de væbnede kampe vil eksplodere igen. Og udsigten til, at ekstremismen og konflikterne i Sahel breder sig i Nigeria, med en befolkning der er over halvt så stor som hele EUs, er virkelig skræmmende. 

Den samme situation udspiller sig netop nu i Sudan, Syrien, Congo, Yemen, Bangladesh og mange andre af verdens brændpunkter, hvor millioner af mennesker ramt af krig har fået deres basale livsnødvendigheder kraftigt beskåret eller helt fjernet. 

Det er som om, Vestens regeringsledere har glemt, at en af de centrale dele af fredens værktøjskasse var udviklingssamarbejde. USAIDs oprindelse kan trækkes tilbage til Marshallhjælpen i Vesteuropa efter 2.  Verdenskrig. USA investerede over 12 milliarder dollar i økonomisk genopbygning og politisk stabilitet i en region, der havde været hærget af krige og konflikter i årtier. Det var en stor succes – både for Europa og for USA, som fik styrkede markeder til eksport og politisk indflydelse under den kolde krig. 

I de følgende årtier har udviklingssamarbejde og humanitær hjælp igen og igen været et af de værktøjer, man har brugt til at forebygge og inddæmme konflikter og genopbygge efter krige. På sit mest grundlæggende plan handler det meste udviklingssamarbejde om at sikre basale levevilkår – mad, sundhed, uddannelse – der også er grundlaget for fredelige samfund. Men derudover har det også handlet om at styrke civilsamfundet og grundlæggende rettigheder, så der kan findes fredelige måder at bringe samfundskonflikter og udfordringer frem i lyset og finde løsninger på dem, før de udvikler sig til voldelige konflikter. 

Lad os være ærlige: det er svært. Ligesom i rige lande er der meget, der ikke lykkes. USAID og resten af udviklingssamarbejdet kan forbedres og nytænkes. Men vi glemmer, hvor meget der er lykkedes og hvor meget mere barsk og voldelig, verden ville være uden støtten til humanitære kriser, basale livsnødvendigheder og et frit og aktivt civilsamfund, der forsøger at holde magthavere ansvarlige over for deres befolkninger.

Krigene i Ukraine og Gaza sluger næsten al vores udenrigspolitiske opmærksomhed i disse år. Og det er forståeligt nok, for hele det geopolitiske billede, vi har vænnet os til, er under forandring. Men sandheden er, at vi står over for voksende krige og konflikter mange steder i verden. Sudan, DRC, Sahel, Syrien, Myanmar, Yemen, Somalia, Libanon, Nigeria rummer alle konflikter, der har massive konsekvenser for befolkningerne i landene, men også for Europas fremtid. Og som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for nylig understregede i DR-programmet Ring til regeringen:  

"Det er som om, at vi kun evner at håndtere en konflikt ad gangen. (...) Lige nu og her handler det om Ukraine, men altså om 50 år, da handler det om, at hvis der ikke er gang i Afrika, så får vi krige i Afrika og migrationspres. Det bliver slemt for vores børnebørn. Vi skal kunne håndtere mere end én konflikt ad gangen."

Vi ser allerede flere af de krige udvikle sig og den store udfordring er, at fredens infrastruktur er i stykker. FNs sikkerhedsråd er paralyseret og de fredsbevarende missioner er voldsomt underfinansierede og i krise. Militær oprustning i Europa er selvfølgelig ét svar på den dystre fremtid. Men det er åbenlyst, at det ikke kan være hele svaret. Hvis det står alene, risikerer det at blive en selvopfyldende profeti at bruge milliarder alene på at forberede sig på krig. Netop derfor er det vigtigt, at politikerne samtidig udvider værktøjskassen for at forebygge, forhindre, afhjælpe og afslutte krige og investere i at fastholde freden. Udviklingssamarbejde og diplomati har historisk været en central del af den værktøjskasse. Det er tragedien i det her øjeblik, at Vesten vender sig fra den, når vi har mest brug for at tænke i de retninger.

Det er blevet populært at sammenligne vores samtid med 1930'erne. Det får det til at lyde som om, at krig er uundgåelig. Men ironien er, at vi ikke taler om, hvad det var politikere og samfundet lærte af 30'erne og de to verdenskrige. Hvad gjorde vi dengang for at undgå, at den massive lidelse, død og ødelæggelse skulle gentage sig? Da vi havde set ned i afgrunden, tog vi et skridt tilbage og valgte en anden vej. Der blev investeret massivt i freden efter anden verdenskrig, i at forhindre, at det skulle gentage sig. Vi fik Marshallhjælpen, skabte FN, skrev menneskerettighedserklæringen, etablerede Den Internationale Domstol, forstærkede krigens love til at beskytte civile bedre og begyndte for alvor afkoloniseringen af store dele af verden som svar på frihedskampe og krav om lige rettigheder. Og ja, begyndte at lave udviklingssamarbejde. Reaktionen på krigens rædsler var en politisk og moralsk opbygning af fredens infrastruktur.

Det er tit sådan med infrastruktur, at vi ikke lægger mærke til den, indtil den er i stykker. Du tænker ikke på togskinnerne, indtil de en dag skal udskiftes eller afløbet, indtil det pludselig er stoppet. Fredens infrastruktur var i forvejen hullet mange steder i verden, men vi havde arbejdet målrettet på at opbygge, vedligeholde og udvikle den i årtier efter Anden Verdenskrig. Nu er vi ved at slippe den og jeg frygter konsekvenserne.

I den seneste tid, har jeg tænkt en del hvad civilsamfundet og almindelige mennesker gjorde efter krigen for at styrke chancerne for fred. I efteråret fandt vi en gammel arkivkasse på loftet i Mellemfolkeligt Samvirkes bygninger. Der var en pjece fra 1944 skrevet af ledere fra den danske fredsbevægelse, der grundlagde Fredsvennernes Hjælpearbejde, som vi hed dengang. Meget af det, de skrev, virker lige relevant i dag:

”Verden er stadig i Krig, og hvornår den faar Ende ved ingen af os. For mange ser det ud, som om de Kræfter, der arbejder for Død og Tilintetgørelse, spiller en overvejende Rolle i Verden i Dag.” 

Vores grundlæggere var ikke tilfredse med at se på. De havde et ønske om at engagere sig selv og den danske stat i fredsarbejde. Selv mens krigen stadig rasede og Danmark var besat, skrev de om behovet for genopbygning og hvordan stater og private initiativer måtte samarbejde, når krigen var slut for at undgå, at den startede igen. ”Mange vil mene, at det er haabløs Gerning at ville forberede noget paa nuværende tidspunkt. Eet kan vi vel dog være enige om: vi kan forberede os selv. Alle, der overhovedet gør sig tanker m. H. t. den Verden, der skal komme efter Krigen, vil forstaa, at ingen har Lov at lægge Hænderne i Skødet og se til, naar Verden skal bygges op igen materielt og moralsk og de bør søge at skaffe sig Viden bl. a. om, hvad der har ført os i den Ulykke, der nu er over Verden, og hvad der bør gøres for at forhindre noget lignende i Fremtiden.”

Det er denne drift mod fred og diplomati, som vi skal finde frem igen i 2025. Vi har ikke kun behov for en militær oprustning, men også for en diplomatisk og civil oprustning. Vi har en stærk position at bygge på i Norden, hvor de skandinaviske lande historisk har været drivkraft i det arbejde. Og med en plads i FNs Sikkerhedsråd og et kommende EU formandskab, er Danmark i en unik position i 2025 til at spille en nøglerolle i det projekt efter et par år, hvor freden har haft meget trange kår.

Nogen vil nok indvende, at det er urealistisk, at lille Danmark kan spille en rolle i fredens infrastruktur. Men de undervurderer vores historie og den høje kurs det har i dag, at være et fredeligt, demokratisk land i en verden i opbrud. Et land med et frit civilsamfund og gode traditioner for at løse samfundskonflikter på fredelig vis. Det er måske Danmarks bedste aktiv i en verden hvor demokrati og fred er i tilbagegang.

I Mellemfolkeligt Samvirke har vi lige afholdt en international fredskonference i København med over 300 gæster. Der kom praktikere, der arbejder med fred i Nigeria, Sudan, Palæstina, Ukraine, Mali og Syrien og mange andre af verdens brændpunkter, fredsmæglere og eksperter, der lige var blevet fyret af Trump administrationen, FN diplomater, europæiske fredsforskere og nogen af verdens største fonde, der leder efter nye løsninger på en verden i krig.

Det jeg hørte igen og igen fra de internationale gæster var hvor inspirerende det var, at samle sig og nytænke på et tidspunkt hvor kriserne tårner sig op. Men også hvor meget det betød at samles netop i København. Hvordan det skaber håb at mødes på et fristed fra krige og autokratiske ledere.

Lad os bruge det aktiv. Hvad hvis Danmark satser på en udviklingspolitisk strategi, der rammesætter bistand i det 21. århundrede som støtte til fred, med særligt fokus på de fattigste og mest sårbare lande og mennesker i verden?

En ny strategi kunne skabe den rette balance mellem det stigende fokus på militær oprustning og den nødvendige diplomatiske, økonomiske og civile oprustning. De fleste er enige om, at det er sidstnævnte, der skal til for at løse de underliggende årsager til krig og konflikt og skabe fundamentet for social og økonomisk udvikling. Men alt for ofte bliver det glemt. 

En ambitiøs fredsstrategi nu ville være en pragmatisk idealistisk tilgang til krisetidens udenrigspolitik. Det kan blive en ledetråd for EU og FN. Måske det ovenikøbet kan inspirere andre til at investere i fredens infrastruktur. I lang tid var det et udenrigspolitisk mål at få flere lande til at bidrage de aftalte 0,7% til udviklingsbistand. I dag taler vi kun om NATOs militære mål. Men som del af en selvstændig udenrigspolitik for EU er det oplagt, at langsigtede investeringer i fred også bør være en central søjle. Ved at investere i forskning, praksis og civilsamfundets engagement i fred kunne Danmark blive et kraftcenter for en mere fredelig og inkluderende verden.

Visionen er ikke ny, men handler om at genopdage den grundlæggende tanke, der drev opbygningen af FN og EU efter 2. Verdenskrig: en markant investering i samarbejde og fred, som et værn mod krig.