Tim Whyte: De, der elsker freden, skal organisere sig bedre

Jeg har tænkt en del over citatet i forhold til Syrien i de seneste måneder.

Efter 14 års blodig borgerkrig er der pludselig en spinkel chance for at opnå fred i landet. Der er millioner af almindelige syrere, både i og uden for landet, der inderligt ønsker, at freden skal lykkes, og som gerne vil arbejde for det. Det mærker vi tydeligt i MS, hvor vi har samarbejdet tæt med den ungedrevne syriske organisation Violet. De har utrætteligt arbejdet i nogle af de hårdest ramte krigsområder og ydet nødhjælp, trænet unge og organiseret redningsaktioner – uanset om det var efter Assad og Putins bombardementer, de ødelæggende jordskælv i 2023 eller gennem initiativer, der styrker unges evne til at lede og skabe forandring i deres lokalsamfund.

Nu er disse unge klar til næste skridt: at tage fat på freden og genopbygningen.

Spørgsmålet er hvordan omverden organiserer sig, så vi effektivt kan hjælpe dem med at lykkes?

Det er ikke et nemt spørgsmål. Der er kynikere, der vil mene, at det slet ikke kan lade sig gøre – eller ikke er noget, som vi skal blande os i.

Men ud over konkret hjælp lige nu og her til en civilbefolkning, hvoraf 70 procent er afhængige af humanitær bistand, så kan støtten også blive et væsentligt bidrag til fred. Det er da håbefuldt i en tid, hvor vi har brug for det.  

Som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sagde, da han lancerede bidraget:

”Syrien er et sårbart sted, men der blæser nye politiske vinde, hvor det er helt afgørende, at vi fra dansk side understøtter genopbygningen af landet. Med vores bidrag placerer Danmark sig centralt i den internationale indsats for at sikre humanitære indsatser og en langsigtet og holdbar udvikling for Syriens befolkning og de mange flygtninge, der fortsat lever i eksil i nabolandene. Et Syrien på fode er ikke bare i Syriens, men også Europas interesse.”

Sandheden er, at Danmark, FN og de folkelige organisationer, der støtter op nu, i bedste fald vil spille en understøttende rolle i Syriens fred og genopbygning. Men det kan blive en afgørende rolle. Og nu beder Syrien faktisk omverden regionalt og globalt om at bakke op om en syrisk ledet og syrisk ejet transition.

Tyskland går forrest, men Danmark bliver også væsentlig bidragsyder.

I en tid, hvor vi taler om militær oprustning, som om dét er det eneste svar på en ustabil verden i krig, er det værd at huske på, at Danmark historisk har spillet en væsentlig rolle i fred og genopbygning i en række krige og konflikter, som vi ofte glemmer, fordi nyhedsværdien af krig er større end nyhedsværdien af genopbygning.  

Jeg har selv arbejdet i en krigszone. Jeg boede tre år i Nepal under borgerkrigen. Jeg oplevede skudepisoder og bombetrusler og blev personligt truet flere gange af både hæren og de maoistiske oprørsstyrker.

Jeg havde venner og kollegaer, der blev tortureret, voldtaget og dræbt af sikkerhedsstyrkerne.

Så da fredsforhandlingerne endelig kom efter ti års borgerkrig, og jeg fik tilbuddet om at rejse tilbage og arbejde for fredsprocessen, sagde jeg ja med det samme. Jeg husker stadig den magiske stemning, der var blandt venner og bekendte, da de begyndte at tro på, at freden kunne vende tilbage.  

Fredsprocessen i Nepal endte som en succes. Primært på grund af et stort folkeligt pres, der skabte en villighed hos de krigende parter til at indgå politiske kompromiser.

Men også fordi internationale og regionale kræfter støttede op om freden og genopbygningen.

Den flere år lange fredsproces var langsomlig og til tider frustrerende, men det blev en inkluderende proces, der også forsøgte at tage fat i de underliggende sociale og kulturelle kløfter, der havde bidraget til krigen.

Nu er det Syrien, der står med massive udfordringer. Store dele af landet er i ruiner, og der er grundlæggende problemer med blandt andet vand, strøm, skoler, hospitaler og ikke mindst jobmuligheder.

Syrien er i et økonomisk kollaps, og de økonomiske hjul er først og fremmest punkteret af de amerikanske sanktioner på Assad, som fortsat ikke ophæves men nu rammer den civile befolkning.

I sidste ende er der flere faktorer, som vil være udslagsgivende for, om freden lykkes.

Vil den nye overgangsregering reelt skabe en fælles fortælling for de forskellige etniske og religiøse grupper i landet? Vil nabolande som Iran og Israel fortsætte med at undergrave freden eller kan de presses til at spille en mere konstruktiv rolle?

Kan sanktioner ophæves så hurtigt, at en ægte genopbygning kan starte og skabe jobs for de mange unge og tilbagevendte flygtninge, der står uden fremtidsudsigter?

Vil den nye overgangsregerings positive takter med at integrere Assads tidligere soldater og embedsfolk fortsætte? Vil den kunne lede og balancere en overgangsretfærdighed, der ikke lader det tidligere Assad-regimets forbrydere gå ustraffet, imens den værner om den skrøbelige fred minoriteter imellem?  

Udfordringerne står i kø, men der er også mange ting, der peger i den rigtige retning. Ikke mindst de mange almindelige syrere, flygtninge og internt fordrevne, der er begyndt at drømme om en ny begyndelse.

De drømme vil møde en svær virkelighed og pragmatiske kompromiser over de næste mange år. Men de vil også være brændstof til at presse på for freden.

Der er mange almindelige syrere, der, med Kings ord, elsker freden og gerne vil organisere sig for at støtte op om den.  

Omverden kan for eksempel hjælpe de unge syrere, der er igang med at organisere sig effektivt for at tage del i det massive genopbygningsarbejde. Vi ved fra vores arbejde i Syrien, men også fra andre katastrofer rundt om i verden, at unge mennesker, som allerede står i frontlinjen i en katastrofe i deres egne lokalsamfund både har evnerne og viljen til at lede. Lad os investere i unge og I deres og lokale lederskab, ikke kun når krigen rammen, men også når Syrien skal genopbygges og freden skal skabes.  

Det er nemt at blive kynisk om alt det, der kan gå galt. Men det er værd at holde fast i, at der rent faktisk er en mulighed for at skabe fred nu, og at der er millioner af almindelige mennesker, der gerne vil arbejde for den.