Nobelprisvinder: Almindelige mennesker kan gøre ekstraordinære ting
“Almindelige mennesker kan gøre ekstraordinære ting. De kan ændre historien." Oleksandra Matviichuk, der modtog Nobels Fredspris i 2022, har i Ukraine oplevet, hvordan mennesker står sammen, når krisen rammer.
Siden hun var helt ung, har Oleksandra Matviichuk kæmpet for retfærdighed. I 2007 stiftede den dengang blot 24-årige ukrainer, organisationen Center for Civil Liberties, der arbejder for at fremme menneskerettigheder, demokrati og solidaritet. 15 år senere stod hun på scenen i Oslo og fik overrakt Nobels Fredspris på vegne af Center for Civil Liberties. Dét år delte de prisen med menneskerettighedsorganisationen Memorial og den hviderussiske menneskerettighedsforkæmper Ales Bjaljatski.
Det var samme år som Rusland havde begyndt deres invasion af Ukraine. Center for Civil Liberties havde allerede været aktive i dokumentationen af menneskerettighedskrænkelser siden Ruslands annektering af Krim og krigshandlingerne i Donbas, og med den store invasion i 2022 blev det arbejde udvidet.
Civil Center for Liberties har sammen med et voksende netværk af borgere dokumenteret mere end 100.000 krigsforbrydelser. I Nobelkomiteens begrundelse skrev de, at “Gennem deres arbejde i dag, forbereder Center for Civil Liberties os på morgendagens fred og retfærdighed”.[OM1.1]
Men selv om Oleksandra Matviichuk anerkender, at tildelingen af Nobels Fredspris har betydet meget og givet en stemme til menneskerettighedsarbejdet, er det ikke det der fylder i hendes bevidsthed, da jeg spørger hende til det.
“Det var ikke Nobels Fredspris der ændrede mit liv. Det var krigen. Den har ødelagt alt, hvad jeg forstår ved et “normalt liv”, for mig og for millioner af andre i Ukraine. Jeg ville aldrig ønske at nogen skulle opleve det.”
Krigen kræver mere end våben
I medierne har der været stort fokus på behovet for våben til de ukrainske soldater. Igen og igen har Ukraines præsident Zelenskyj anmodet EU og USA om flere våben. Også Oleksandra Matviichuk anerkender behovet for våben til at vinde krigen på slagmarken men understreger, at våben ikke kan gøre det alene. Det er der en helt særlig grund til, fortæller hun:
“Man skal forstå, at vi ikke kan vinde krigen kun med våben. Selv forsvarseksperter taler om ”total defence concept”. Hele samfundet må mobiliseres, og derfor skal civilsamfundet støttes. Lokale byråd, NGO’er, miljøgrupper, lokalt erhvervsliv har alle en afgørende rolle at spille.”
Det ukrainske folks evne til at stå imod Ruslands aggression bygger således ikke kun på evnerne på slagmarken men på civilbefolkningens sammenhold. Det har en helt særlig betydning i Ukraine.
“I Ukraine er vores historie med frihed og demokrati er kort. Der har ikke været mange år til at opbygge stabile demokratiske institutioner. Derfor forventer folk ikke automatisk hjælp fra staten, når krisen rammer, men de forlader sig på fællesskabet. Vores modstandsdygtighed består i vores evne til at stå skulder ved skulder, organisere os lokalt og på græsrodsniveau.”
Vi er nødt til at være modige
For den ukrainske befolkning er risikoen for russiske bombeangreb blevet et vilkår, de lever med hver eneste dag. Men også i de baltiske lande oplever de frygten for russisk aggression, og i Danmark er vi blevet bedt om at forberede os på dage uden vand og strøm. Oleksandra Matviichuks råd til os alle er klart: Vær modige.
“Vi lever i historiske tider. I dramatiske tider, som kalder på os alle for mod, lederskab og ansvar. Det betyder ikke at vi ikke må føle frygt. I Ukraine ved vi ikke, når vi går i seng om aftenen, om det bliver vores hjem, der bliver ramt af bomberne om natten. Men vi må være modige og blive ved. Kæmpe for bare den mindste chance for at vores børn kan leve i fred og have drømme for fremtiden.”
I Ukraine har hun på nærmeste hold oplevet, hvordan mennesker står sammen, når krisen rammer.
“Almindelige mennesker kan gøre ekstraordinære ting. De kan ændre historien. Det kan blive forfulgt, du kan blive tæsket, men der er mennesker, der vil kæmpe for dig og din familie. Det hjælper folk til at fortsætte kampen. ”
Krig skal koste mere end fred
Krigen i Ukraine har raset i mere end fire år - og begyndte på sin vis allerede med annekteringen af Krim i 2014. Oleksandra drømmer stadig om en fremtid, hvor bomberne ikke længere falder og det ukrainske folk kan leve i fred, men vejen dertil kan føles lang.
“Vi er nødt til at gøre prisen for krig dyrere end prisen for fred. Desværre er krig stadig profitabelt for Putin, og Ruslands økonomi er indstillet på krig. Det må ændres. Vi må lukke mulighederne for at omgå sanktionerne. Konfiskere indefrosne russiske midler. Bremse den russiske skyggeflåde. Politikerne ved, at dette er, hvad det kræver. Spørgsmålet er, om de har viljen.”
Samtidig er hun ikke i tvivl om, at fred kræver retfærdighed, og det gælder ikke kun for Rusland og Putin, men i alle kontekster.
“Der er ingen tvivl om, at vejen til fred går over retfærdighed. Rusland har begået forfærdelige gerninger i Tjetjenien, Moldova, Georgien, Mali, Syrien, Libyen – men de bliver ikke holdt til ansvar. Hvis varig freden for alvor skal have en chance, kræver det retfærdighed.