Panabaj vil overleve

97 døde og omkring 700 forsvandt, da orkanen Stan sendte en mudderlavine nedover mayalandsbyen i Guatemala.

Da kommunen ikke lyttede til Panabaj, dannede landsbyen sin egen katastrofekomité. Foto: Eva Rasmussen.

97 døde og omkring 700 forsvandt, da orkanen Stan sendte en mudderlavine ned over mayalandsbyen Panabaj ved bredden af den guatemalanske vulkansø Atitlan. Omkring 350 af landsbyens 400 familier mistede deres hjem og deres marker. ”Det er svært at forstå. Vi havde aldrig troet, at vi skulle blive ramt af en tragedie af de dimensioner”, siger formanden for katastrofekomiteen Francisco Caché Pablo.

”Det var en almindelig dag i Panabaj. Små børn legede på gaden, store løb i skole, kvinderne var igang med at lave den keramik, som de sælger til turisterne, og mændene var taget i marken, da der lød en enorm eksplosion, og mudderet væltede ind over byen og dækkede omkring to kvadratkilometer med et op til tre meter tykt lag”, fortsætter han, mens han hurtigt og genert tørrer kinderne i sit ene ærme.

Styrket organisering

Smerten til trods tror Francisco Caché Pablo på fremtiden. ”Katastrofen har styrket organiseringen i Panabaj”, slår han fast, ”Vi opdagede hurtigt, at kommunen ikke tog hensyn til os. Derfor besluttede vi at lave en lokal katastrofekomité. I dag er første prioritet af skaffe mad og medicin, men vi er nødt til at komme videre og tænke på genopbygningen af Panabaj. Derfor er vi i gang med at etablere katastrofekomieteens afløser, Alliancen for Udvikling af Landsbyen Panabaj. Vi er ved at være klar med en statistik over skaderne, derefter laver vi en rekonstruktionsplan.”

Francisco Caché Pablo: katastrofen har styrket organiseringen i Panabaj. Foto: Eva Rasmussen.

Også før Stan slog til, var Francisco Caché Pablo en ledende skikkelse i Panabaj. Han er formand for landsbyens museumsudvalg og havde sikret sig en grund til at opføre et antropologisk museum, et af mange forsøg på at skabe et bedre liv for de lokale beboere via landsbyturisme. Et projekt som MS støtter gennem den guatemalanske lokaludviklingsorganisation Vivamos Mejor. ”Ideen om at lave et museum, der fortæller Panabajs historie – også den nutidige – eksisterer stadig. Grunden har vi imidlertid mistet. Den ligger under et tykt lag mudder”, fortæller Francisco Caché Pablo, der mener, at katastrofekomiteen kunne etableres hurtigt og effektivt, fordi der allerede eksisterede en organisering omkring opbygningen af landsbyturismen, som vil være et vigtigt element i forsøget på at skabe økonomisk udvikling. Atitlan-søen er nummer to på turisternes hitliste. Indtil nu er størstedelen af indtægterne imidlertid gået ned i nordamerikanske lommer.

Salt i gamle sår

Det er ikke første gang, Panabaj er ramt af massedød og svarer igen. Under borgerkrigen var Francisco Coché Pablo en af de få, der overlevede en masakre på byens torv. Den fik vidtrækkende konsekvenser. Lokalbefolkningen reagerede med en boycot af madleverancerne til kasernen. Regeringen bøjede sig, og hæren blev trukket ud af Santiago kommune, som Panabaj er en del af. Stan har efter Fancisco Coché Pablos mening kommet salt i sårene fra dengang. En formodning, der bekræftes af de forstenede ansigter i køen foran katastrofekomiteens uddeling af majs.

Stan har kommet salt i de gamle sår fra borgerkrigen. Foto: Eva Rasmussen.

Den dag Panabaj blev begravet i mudder, var Franisco Coché Pablo i hovedstaden Guatemala By for at aflevere landsbyens kommentar til regeringen forslag til uddannelsesreform. ”Jeg kom sent af sted, så jeg kunne ikke nå frem til Panabaj samme aften”, fortæller Francisco Coché Pablo:

”Lidt før midnat blev jeg ringet op af min svoger, der fortalte, at der gik rygter om, at vandet steg voldsomt i Panabaj. Der har aldrig før været alvorlige oversvømmelser, men jeg kunne alligevel ikke falde i søvn. Klokken fire næste morgen fik jeg endelig fat i en bil, men da jeg nåede frem til Santiago Atítlan, var floden steget så meget, at jeg måtte om på den anden side af byen for at komme videre. Ved indkørslen blev jeg standset af en kvinde, der råbte: "Francisco skynd dig til Panabaj og led efter din familie. Panabaj eksisterer ikke længere".

Jeg løb som en vanvittig for at finde ud af, hvad der var sket. Den første, jeg mødte var min far, men der var ingen trøst at hente, da jeg spurgte, hvor min kone og mine to døtre var. ”Vi er i gang med at lede efter dem Francisco”, sagde han. Gudskelov fandt vi dem. De havde søgt tilflugt hos en familie, der boede et stykke fra katastrofeområdet. Mine børn knugede sig ind til mig. De græd ikke, men den ældste sagde: "Vi har set noget forfærdeligt".”

Redningsaktion

”Efter det kan jeg kun huske, at jeg fik fat i et langt og solidt reb og sammen med fem-seks andre tog ud for at lede efter overlevende. Det lykkedes os at redde 30 ud af muddermasserne, men det var svært. Mudderet var dybt og blødt, og vi var nødt til at bevæge os hele tiden. Ellers sank vi i. I et hus, der var halvt begravet, fandt vi en mand, der knuede sig til sin søn og sine hunde. Han ville ikke med, men vi forklarede ham, at hvis han ville redde livet, var han nødt til at komme væk. Han begyndte at græde og fortalte, at han havde set sin kone og to af sine sønner blive fanget af mudderet. Han ville tilbage og lede efter dem, men vi fik ham overbevist om, at han skulle gå med os.”

På Allehelgenernes Dag vendte de overlevende tilbage til kastastrofeområdet for at mindes deres døde. Foto: Al Día.

1. november, godt to uger efter, at Stan ramte Panabaj, vendte de overlevende tilbage til katastrofeområdet for at markere Allehelgenernes Dag. De byggede små altre, som de udsmykkede med lys og blomster. ”Det var bevægende. Et par overlevende hunde forsøgte ihærdigt at få kontakt, og næsten alle de tilstedeværende havde set børn søskende, forældre og venner forsvinde i mudderet.”

Francisco Caché Pablo mistede sin kusine, hendes mand og deres søn på tre år.