Man vænner sig til at bo på kanten af afgrunden

Da orkanen Stan ramte San Bartolome Perulapía i El Salvador, havde kommunen ikke én centavo i kassen.

Af Eva Rasmussen

04. november 2005

Paula Riviera bor på kanten af afgrunden, og det har hun gjort det meste af sit liv. Hun har en stor del af sin familie omkring sig på den gyngende grund, som MS' udsendte bliver lidt svimmel af at stå på. Der er langt til bunden af afgrunden. ”20 meter”, konstaterer Paula junior køligt, men  det føles af mere, når man forsigtigt kigger ud over kanten og prøver at spore bunden gennem træer, der ligger med rødderne i vejret og størknet mudder, der er væltet ned over den lodrette skrænt.

”Når det regner tænker man vel lidt på, hvad der kan ske, men jeg har boet her i mange år, og det er bestemt ikke noget, jeg spekulerer over hver dag”, siger Paula Riviera. ”Da det havde styrtet ned i flere dage, og skrænten begyndte at give sig, kom folk fra kommunen og sagde, at vi skulle pakke vores ting og tage hen på skolen. Min mor kan næsten ikke gå og ville ikke transporteres ud af sit hjem, men jeg syntes alligevel, at jeg var nødt til at tage af sted. Min ældste pige bor højere oppe, og jeg har lovet hende at følge hendes datter i skole, når hun er taget på arbejde i maquilaen, der ligger halvanden time fra Perulapía. Nu, hvor det er holdt op med at regne, sover jeg hos hende og følger mit barnebarn i skole, inden jeg går hjem og laver mad til min mor og ser, hvordan vores huse står.”

31 familier i tre klasseværelser

Landsbyen med det vildledende navn Progreso (Fremskridt) er en samling blikskure, der ligger på bunden af afgrunden. Da Stan havde pisket bjergsiderne i nogle dage, begyndte de at løsne sig, og stenene haglede ned over Progreso. Alle huse fik skader, fem familier står uden tag over hovedet. Samtidig steg landsbyens lille vandløb til en flod i stride strømme, der fuldendte ødelæggelsen af de skrøbelige huse.

”Det lød som et bombardement, da sten og mudder blev kastet ned over vores huse” fortæller Walther Roberto Riveras, der sammen med sin kone og tre børn på tre, ni og 12 år har en madras på en skole i Perulapía, hvor 31 familier, kvinder mænd og børn, på fjerde uge bor i tre klasseværelser. Imens forsøger skolen at opretholde en nogenlunde normal undervisning i de øvrige, selvom gamle mænd og kvinder sidder med tomme blikke i skolegården, og herbergsbørnene – og dem er der mange af – trods alt stadigvæk har lyst til at lege.

”Vi har været her i snart fire uger, og her er selvfølgelig gnidninger”, siger Walther Roberto Riveras, hvis hus ligger under en stendynge i Progreso. ”Ikke engang dyr kan holde ud at bo så tæt, som vi gør. Oveni kommer, at vi er fra to landsbyer, og der er en vis indbyrdes mistillid.”

I Perulapía, som landsbyen Progreso er en del af, forsøger kvinderne at skaffe sig en indtægt ved lertøjsarbejde, nogle familier har specialiseret sig i at lave hængekøjer, og det store flertal overlever ved et lille landbrug til eget forbrug, og for mændenes vedkommende daglejerarbejde, for kvindernes job i maquilaen (den skattefritagede udenlandske tekstilindustri).

”Maquilaen fortsætter, men daglejerjobbene eksisterer ikke længere. Stan har ødelagt høsten, så vi har både mistet vores job og vores mad til de næste mange måneder”, konstaterer Walther Roberto Riveras.

Kommunal gæld

Da Stan slog til, havde kommunen ikke en centavo i kassen. ”Vores skatteindtægt ligger på omkring fire dollar om dagen”, fortæller borgmester José Guillermo Sánchez. ”De rækker ikke langt. Vi måtte bede om kredit på markedet for at skaffe mad til alle dem, der var nødt til at flytte ind på herbergerne – og dem, der gjorde for at få noget at spise, selvom de måske ikke lige boede i risikozonerne. Det betyder, at vi i dag står med en gæld på omkring 600 dollar. Og der er stadig 31 familier på skolen.”

Derudover har Stan taget livet af et projekt, der skulle støtte 78 familier i at forbedre deres landbrugsproduktion. Grundpillen er genbrugslån, hvor familierne i første omgang får et billigt lån til såsæd, når høsten er hjemme betaler de det tilbage, hvorefter de kan få et nyt fordelagtigt lån til gødning, så de ikke udpiner jorden. Høsten er imidlertid ødelagt, og de 78 familier har hverken mad eller penge. De vil ikke være i stand til at betale deres lån tilbage. Det koster kommunen 3800 dollar og et falleret projekt.

”Folk sulter, men ifgl. regeringens fattigdomskort er der ingen fattigdom i Cuzatlan departementet, hvor Perulapia ligger”, siger borgmesteren, der tilhører oppositionspartiet FMLN. Den vurdering er politisk mobning, mener José Guillermo Sánchez, der også beklager politiseringen af nødhjælpen.

”Først 15 dage efter katastrofen dukkede der en militær lastvogn op. Hæren havde brugt masser af dyr diesel på at give os fire sække gul majs (der regnes for dyrefodder i Mellemamerika) og to sække ris. Dagen efter blev en forsyning færdiglavet mad afleveret til regeringspartiet ARENAs lokalkontor. De fik imidlertid først fordelt maden den følgende dag, og de få med partikortet i orden, der fik del af  den, fik en voldsom diare”, fortæller borgmesteren, mens han forsøger at skjule et lille skadefro grin. Der er kommunalvalg i El Salvador i marts næste år.

Den eneste hjælp kommunen har fået er den fra MS, som vores samarbejdspartner, lokalorganisationen CRC, Komiteen for socioøkonomisk udvikling i Suchitoto kommunen, har formidlet, samt et tilsvarende beløb fra det nationale netværk REDES. MS har via CRC støttet en række kommuner i departementet med i alt 21.400 dollar.

Eksklusion

Pengene er blandt andet gået til at købe træ og zink til midlertidige boliger til dem, der stadig er nødt til at bo på skolen. ”Folk er desperate efter at komme væk, men vi har et problem: Det har indtil nu været umuligt at finde en grund til det midlertidige huse”, fortæller José Guillermo Sánchez. ”I første omgang forsøgte vi os med nogle af de arealer, der er udlagt som grønne områder, men det ville folk ikke gå med til. Skal der bygges på dem, skal det være skoler eller sundhedsklinikker, var holdningen. Vi søger videre, men det er svært. Selvom de uskadte landbyer i første omgang viste stor solidaritet med Stans ofre, har de ikke lyst til at have dem boende. ”Vi er vant til at kunne lade døren stå åben”, argumenterer de. ”Hvem ved, hvad der vil ske, hvis dem fra skolen pludselig bor her.” Det er klart, at det får de hjemløse til at føle sig ekskluderede”, konstaterer borgmesteren, der skønner, at en rehabilitering af folk, der bor i risikoområder i kommunen vil koste 350.000 dollar.