Fem dage med Stans ofre

Nuria Gatell, MS kooperant i Guatemala, skriver dagbog fra landsbyer, der blev ramt af oversvømmelser, sten- og jordskred under den tropiske storm.

Søndag den 9. oktober 2005, San Cristóbal Verapaz

I går ringede de til os og sagde, at en konvoj med mad, tøj og medicin ville blive sendt af sted til La Lupita på mandag, og vi skulle med. San Cristobel’s unge frivillige var allerede i gang med at indsamle især vand i flasker og dåsemad. Rådhuset har også doneret noget, som vi kan tage med. Jeg er lidt nervøs, ved ikke, hvad vi vil se, når vi når frem. Men lige nu drejer det sig udelukkende om at samle nok mad sammen til at fylde to biler.

Vi tager fra San Cristóbal ca. Kl.17. Det er sent. Det vil blive mørkt, før vi når frem til hovedstaden. Vejen til Guatemala by er fyldt med forhindringer såsom jordskred og vand, der kommer ned fra bjergene alle vegne. Du ved ikke, hvad du vil møde i næste vejsving. Jeg lytter til radioen. Det ser ud til, at vandstanden i floden Motagua er steget, men med lidt held kan vi komme til hovedstaden. Der er ikke megen trafik, og det bekymrer mig, for det kunne tyde på, at vejen ikke er farbar. Da vi ankommer til hovedvejen Atlantic, får vi dog bekræftet, at vi kan fortsætte, men vandet er steget i floden, og der er en fremmed lugt af døde dyr og stillestående vand. Radioprogrammet får hele tiden opkald fra bekymrede mennesker, som søger efter familiemedlemmer, de ikke har hørt fra:

- Hvis nogen kender og har mødt.. og ved, hvor vedkommende befinder sig, så ring…

Mandag den 10. oktober 2005, Guatemala by

Vi tilbringer natten i hovedstaden, og tidlig næste morgen tager vi af sted mod La Lupita. Allerede i går nåede nogle frem med vand og mad. De fortæller, at vejen ikke er blokeret, men at det nogle steder er vanskeligt at passere. Vi møder en anden bil med personale fra YMCA og MS, som har indsamlet medicin og mad, og vi kører i retning af Stillehavskysten. Til min overraskelse er hovedvejen farbar, og  mange steder er der ikke andre skader end træer, der er revet op af vinden og væltede master. Men desværre - da vi drejer fra hovedvejen - er realiteterne anderledes. Majs og sukkerrør står i vand, og vejene er dækket af mudder, vand og alt muligt andet, som regnen har ført med sig.

Efter tre timer når vi frem til det aftalte mødested og får straks øje på nogle af beboerne fra La Lupita. Vi kan ikke tage ind til beboelsesområdet, da lørdagens regn har fjernet broen, som var den eneste indfaldsvej til lokalområdet. Jeg kan slet ikke forstille mig, hvordan det kan lade sig gøre, at en solid bro - 20 m. høj og 100 m. lang -kan forsvinde sådan. Nu kan man kun betale en mindre båd til at sejle sig over floden. Jeg genkender Alicia, en af de frivillige fra La Lupita. Hun ser bedrøvet og træt ud. Hun fortæller, at alle deres afgrøder er gået tabt, og hun aner ikke, hvad der skal ske med dem. Det er hende, der bestyrer apoteket i landsbyen. Alicia læser til sygeplejerske, men nu tror hun ikke længere, det kan lade sig gøre at fortsætte studierne.

De andre unge er også ramt af sorg og håbløshed, de kan ikke se nogen fremtid for sig. De fleste har arbejde i markerne. Jacinto, skolelæreren, som var vores kontaktperson i forbindelse med en internationale arbejdslejr, takker os, fordi vi kom. Han fortæller, at der er en del syge, og at folk står i kø ved sundhedscentret, hvor der ikke længere er medicin. Hans egen søn har høj feber. De har ikke haft elektricitet siden i fredags. En kvinde ser avisen igennem og spørger til jorskælvet i Pakistan, men da hun for øje på vejrmeldingen, tier hun – der ventes mere regn de kommende dage.

- Jeg tror ikke vi kan klare mere siger hun så. På den anden side af floden venter 20 mennesker på, at de forsyninger, vi har med, skal blive leveret.

Båden er læsset og klar til afsejling. Vi mangler ord. Et knus, et par opmuntrende bemærkninger og med en følelse af magtesløshed bevæger vi os væk fra den bro, som var engang. Da vi vender tilbage til hovedstaden Guatemala, får vi oplyst, at tre grupper er klar til at tage til forskellige lokalområder i morgen, hver med en lille lastbil med mad, vand, tøj og medicin. Jeg skal tage til Union Victoria i Chimaltenango for at indsamle så mange oplysninger som muligt om skaderne der.

Tirsdag den 11. oktober, Guatemala by

Lastbilerne er læssede, og vi mødes med de to andre grupper. Den ene rejser til La Lupita og den anden til Nueva Linda. Sidsnævnte har endnu ikke modtaget nogen som helst hjælp i de 10 dage, katastrofen har varet. Vi vejleder lastbilen om ruten, og efter mange spekulationer aftaler vi at tage kystvejen, da vi tror, den er den mest farbare.

Tunge regnskyl slår imod os, da vi kører ud af Guatemala by. Ingen af os har tidligere besøgt Union Victoria. Jo tættere vi kommer på bjergene, des dårligere bliver vejen. Lastbilen kan dårligt klare det, og chaufføren er nervøs og vil helst vende om og køre tilbage til hovedstaden. Vi må stoppe flere gange, fordi vandet fra floderne løber over vejen, eller fordi vejarbejde forhindrer os i at køre forbi.

Da vi ankommer til Pochuta, fortæller beboerne os, at vejen til Union Victoria er spærret:

– I må efterlade bilerne og gå de sidste 4 km. op i bjergene, for broen er skyllet væk.

Flere af de steder, vi passerer, fortæller folk, at de ingen hjælp har fået, og de beder os om hjælp. Beboerne fra Union Victoria venter på os på vejen, og de sender straks folk fra landsbyen ned for at hente, hvad vi har medbragt. Vi begynder at læsse af, og piger, drenge og mænd slæber alt, hvad de kan have på ryggen. Det er allerede mørkt. Vejen er en glidebane af mudder, og vi må også passe på  ikke at skabe yderligere skred, da jorden er helt løs. Efter 45 minutters gang når vi forpustede frem, mens andre forsætter med at hente ting. Nogle når at tage turen tre gange.

En mand fortæller os, at alle har forladt deres huse, fordi de er bange for, at bjergsiden skal falde ned. Maya-præsten Jacinto, som også er den åndelige helbreder, tager os til sit hus, hvor vi skal tilbringe natten med familien. De har ikke haft elektricitet en hel måned. Beboerne er allerede færdige med at bære tingene op og siger godnat. De vil hellere sove i bjergene.

Sammen med Jacinto's familie, syv døtre, en søn og hans kone spiser vi ris. Klokken er 19.30. Jeg føler mig ikke særlig sikker ved at sove i byen, da alle andre er gået højere op i bjergene af frygt for yderligere jordskred, men Jacinto forsikrer os om, at det er sikkert nok. Vi sover på gulvet i vores soveposer. Det er koldt. Det begynder at regne, og det bliver endnu koldere. Jacinto står op flere gange i løbet af natten for at vurdere, hvordan det står til med bjergene. Jeg er bekymret og kan ikke lade være med at tænke på, om vi kan nå ud, hvis huset braser sammen under et jordskred.

Onsdag den 12. oktober, Union Victoria, Chimaltenango

Kl. 4.30 om morgenen er alle oppe og allerede på vej ned. Vi spiser morgenmad sammen med Jacinto, som vil vise os de skader, som regn og jordskred har forårsaget. I modsætning til La lupita, som ligger lavt og derfor  hurtigt bliver oversvømmet, ligger Union Victoria i bjergene, hvor jordskredene er det farlige. Der bor 89 familier i  72 huse. Alle sover nu højere oppe i bjergene, men om dagen går de ned til deres huse.

Der er ingen døde, men et hus er fuldstændigt ødelagt af jordskredene. To kvinder, den ene gravid i ottende måned, og en dreng blev begravede i mudder, men undslap. Vi går højere op for at møde befolkningen her. De er bange. De tør ikke vende tilbage til deres huse. Nogle taler om at rejse bort, og en taler om aldrig at vende tilbage.

De improviserede huse består af fire pinde og et stykke plastik til tag. Flere hoster konstant, især de mindste børn. Juana fortæller, at hun har mistet sit hus og hvor heldig hun var, at der ikke var nogle hjemme, men også at hun nu har mistet alle sine ejendele. Det værste er imidlertid ikke huset, men afgrøderne.

- Vi aner ikke, hvordan vi skal komme i gang igen.

Ingen ved, hvornår de kan vende tilbage, men det ser ikke ud til de har travlt med at komme det. Frygten er større end kulden og sygdommene, der følger med at bo i de midlertidige “huse”. En af de to kvinder, der var begravet i mudder, begynder at græde da vi spørger hende, hvordan hun har det nu. Hun siger ikke ret meget – har ikke lyst til at flytte tilbage og føler sig meget svag.

Vi fortsætter vores vandring med Jacinto som guide. Vi ser det ødelagte hus, og det gør indtryk.

Her møder vi Andrés, Juanas mand. Han var ikke i Union Victoria, da ulykken skete. De sendte bud efter ham for at informere ham om hans ødelagte hus. På trods af omstændighederne er Andrés ikke bedrøvet. Han fortæller, at den dag det skete, havde det regnet meget, og folk gjorde klar til at søge bort med en traktor, som var standset neden for hans hus.

- Havde huset ikke stoppet jordskredet var det ikke til at tænke på konsekvenserne.

De mindre børn troede, at brølet fra bjerget var en lastbil og gik ud for at se, hvad der var på færde. De blev skyllet væk fra vejen. Heldigvis skete der dem ikke noget. Vi går højere op for at se, hvor jordskredet er startet. Det har ikke bare ødelagt huset, men også byens vandforsyning. Vi passerer sundhedsklinikken, som også er beskadiget, men som forsat står. På bjerget ser det ud, som om en kæmpe stor kat med sine klør har fjernet stykker her og der. Oppefra kan vi se, hvordan floden har ændret sin kurs med ca. 50 meter og fjernet marker og delt lokalsamfundet i to. Ca. 10 familier måtte balancere over floden ved hjælp af reb og træstammer. Vi ser de ødelagte broer og to meter høje sten, der er væltet ned.

Da vi kommer tilbage, er beboerne samlet omkring en gruppe kvinder, som siger, de er kommet fra “præsidentfruens socialkontor” med 50 poser fødevarer, som dog ikke er nok til mere end halvdelen af familierne. De lover at komme tilbage, men kan ikke sige hvornår og heller ikke, om der er mere mad til Union Victoria. Beboerne beder ikke om mad, men om hjælp til at se en fremtid for sig. De forlanger, at kvinderne skal give besked til regeringen om deres virkelighed. Præsidentfruens medhjælpere tager af sted, og beboerne forsætter mødet. Jeg kan ikke forstå, hvad de siger, da de taler lokalsproget Ixil.

Før frokosten vil Jacinto forestå en Maya-ceremoni. Juana er der med sine børn. Hun kommer tættere til ildstedet, og de hælder vædske over hendes hoved. Jacinto forklarer, at den skal holde sygdomme borte fra hende. Efter frokost kommer den anden kvinde, der var begravet i mudder. Hun fortæller, at hun og hendes baby begge har det godt. Hun viser de sår, hun har fået på ben og fødder:

- Juanito hjalp mig fri, men jeg var sikker på, jeg skulle dø.

Hun er bange og ønsker ikke at vende tilbage:

- Men det bliver jeg nødt til, siger hun. Hun er kommet for at blive helbredt af Jacinto.

I mellemtiden er en gruppe unge kommet for at fordele varerne, vi havde med.

Om aftenen mødes vi med repræsentanter for beboerne for at vurdere skader og lægge en strategi. Det første, de siger, er, at de ikke kan forlade landsbyen, men de beder om specialisthjælp til at vurdere de fremtidige farer. Vi taler om vand, elektricitet, sundhed, uddannelse, sikkerhed, men især om marker og om vigtigheden af at starte med at handle med det lidt, de har. F.eks. har de noget kaffe, men kan ikke forarbejde den pga. manglende elektricitet. Vi snakker om de muligheder, der findes i lokalsamfundet efter Stan:

– Problemet er, at folk ikke er motiverede – det drejer sig især om kvinderne og børnene. Det ville være godt, hvis de kunne få psykologisk hjælp.

Vi beder dem om at skrive et skøn ned over de ting, de har brug for per uge for at dække hele befolkningen i Union Victoria.

Vi skal tilbage til hovedstaden i morgen og går ind for at få lidt søvn. Det er koldere end i går,  jeg kan ikke sove og tænker på beboerne under plastikken oppe på bjerget.

Torsdag den 13. oktober, Union Victoria, Chimaltenango

Vi står tidligt op og forbereder os på at forlade området. I går informerede de os om, at tre mødre ikke længere har mælk og ikke kan amme deres børn. En af beboerne vil gå med os ned til Pochuta for at tage kunstig mælk med til børnene.

Vi siger farvel til familien, vi har boet hos. Andre kommer for at sige farvel og takke  for vores solidaritet:

 – Det er godt, at I har set det med egne øjne og kommet med hjælp.

På nedturen, denne gang ved højlys dag, kan vi nu bedre se, hvor farlig situationen er. Stykker af bjerget kan falde ned når som helst.

Jeg går ved siden af Pedro, det er svært at følge med.

 – Det er godt, at I har set vores situation og kommer med hjælp, men vi ved godt, at det er ikke for altid, vi må fortsætte på egen hånd. Jeg siger ingenting, men beundrer hans stolthed. Da vi når bilen, udveksler vi de sidste håndtryk og ønsker. Jacinto siger til os:

– I er vores stemme, glem ikke vores lidelser.

Hvordan kan jeg forklare ham, at disse sidste tre dage i Union Victoria har gjort så dybt indtryk, at jeg aldrig vil kunne glemme dem.

Nuria Gatell
Den 16. oktober 2005, San Cristóbal Verapaz, Guatemala