Demonstration: Stop angrebene på civilbefolkningen i Gaza
MS og Dansk Palæstinensisk Venskabsforening indkalder til fredelig demonstration på Rådhuspladsen den 13. januar kl. 17 og foran Christiansborg kl. 18.
|
Stop angrebene på civilbefolkningen i Gaza.
Stop blokaden af Gaza.
Stop Israel nu.
Fredelig demonstration på Rådhuspladsen tirsdag den 13. januar kl. 17 og foran Christiansborg kl. 18.
I de seneste to uger har israelsk militær beskudt en række offentlige bygninger i tætbefolkede civile områder i Gaza og senest invaderet landområdet – ifølge den israelske regering som svar på raketbeskydninger fra Gaza ind over Israel.
Mere end 700 mennesker er dræbt; huse, skoler og politistationer er blevet ramt af Israels bomber. FN anslår, at mindst en fjerdedel er civile. Et ukendt antal sårede er indlagt på de utilstrækkelige hospitaler i Gaza.
I et fælles dansk opråb til politikerne på Christiansborg arrangerer Dansk Palæstinensisk Venskabsforening sammen med Mellemfolkeligt Samvirke en demonstration på Rådhuspladsen nu på tirsdag klokken 17. Her vil Mogens Lykketoft, Villy Søvndal, Frank Aaen, Margrethe Vestager og Georg Metz samt arrangørerne holde taler for at vise, at konflikten i Mellemøsten også vedrører danskerne.
"Den israelske militæroffensiv mod Gaza er ude af proportioner, og der sker klare brud på den humanitære folkeret. Blokaden af Gaza er en kollektiv afstraffelse af Gazas civilbefolkning. Begge dele er imod de værdier, som den danske regering har sagt, at man aktivt vil værne om. Vi håber, at mange danskere møder op for at sende et klart signal til politikere i både Danmark og EU samt krigens parter", siger Fatih El-Abed, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening.
"Raketterne fra Gaza rammer tilfældigt og skaber frygt hos civile israelere, og hver gang er det en modbydelig og ulovlig handling. Men det retfærdiggør ikke Israels uproportionale magtanvendelse og massive offensiv. Civilbefolkningen i Gaza er fanget og kan hverken slippe ud eller finde skjul. Det Israel sandsynligvis opnår, er at endnu en generation i Mellemøsten er tabt for fredsarbejdet, og at ekstremismen vokser og bliver det eneste valg for alt for mange unge i de arabiske lande. Det vil i årevis hindre arbejdet for en demokratisk og fredelig fremtid for et frit og uafhængigt Palæstina", siger Trine Pertou Mach, forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, hvis kontor i Jordan er centrum for organisationens arbejde i Mellemøsten og det nordlige Afrika.
Arrangører:
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening og Mellemfolkeligt Samvirke.
En række organisationer anbefaler demonstrationen bl.a. Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), Palæstina Fredsvagterne, Human Rights March og 3F Industri og Service (Kbh).
For yderlige udtalelser kontakt:
Fatih El-Abed, formand Dansk Palæstinensisk Venskabsforening tlf. 4061 3896
eller
Trine Pertou Mach, forkvinde Mellemfolkeligt Samvirke, tlf. 2335 0965
Optaktsmøde mandag den 12. januar
Som optakt til demonstrationen arrangerer Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Palæstinensisk Venskabsforening et offentligt møde, hvor Fatih El-Abed og Trine Pertou Mach bliver udfordret på deres holdninger om den aktuelle situation i Mellemøsten af Adam Holm, journalist fra Danmarks Radio.
Mødet foregår mandag den 12. januar klokken 19.00 til 21.00 i Mellemfolkeligt Samvirkes nye lokaler på Fælledvej 12, 2200 Kbh N.
Alle interesserede er velkomne.
Mellemfolkeligt Samvirke | Fælledvej 12, 2200 Kbh. N | Tlf.: 7731 0000 | Fax: 7731 0101 | ms@ms.dk